Med den moderne luftfart flyver mere end 8 millioner mennesker hver dag kloden rundt. Men som vi alle ved, er det ikke selve flyvningen, men derimod takeoff og landing som kræver, at hatten sidder på det rette sted. Det kan være en udfordrende opgave for piloten at lande og lette under dårlige vilkår som eksempelvis kraftigt stormvejr eller for korte landingsbaner.
Hvis netop takeoff og landing er din største bekymring på din flyrejse, bør du for alt i verden undgå disse lufthavne. Spænd sikkerhedsselen. Disse 10 landingsbaner er blandt verdens farligste.
Barra Airport i Skotland
Barra Airport ligger i Traigh Mhòr, en strand på den skotske ø Barra. Dette er den eneste lufthavn i verden, der bruger en sandstrand som landingsbane.
Der er tre landingsbaner på stranden, hver markeret med træpoler. Det er dog kun muligt at anvende en landingsbane af gangen. Landingsbanerne er foruden vind og vejr afhængige af tidevandet, som skiftevis vil dække to landingsbaner. Når der er højvand, er alle tre landingsbaner helt under vand og dermed ubrugelige.
Barra Airport anvendes ikke om natten, da den er naturligt oplyst, men i nødstilfælde placeres køretøjer, som kan oplyse banen.
Gibraltar International Airport på Den Iberiske Halvø Gibraltar
Gibraltar International Airport er en militær og civil lufthavn på det britiske oversøiske territorium Gibraltar. Lufthavnen har en enkelt asfaltbane med en længde på 1,8 km. Banen krydser Winston Churchill Avenue-vejen, der strækker sig til den spanske grænse. Trafikken på vejen er lukket under hver start og landing på landingsbanen. På trods af advarselsskilte til bilister har der været flere episoder med nærkollisioner med køretøjer.
Tenzing-Hillary Airport, Lukla, Nepal
Nær Mount Everest ligger Lukla Airport i Nepal. Lufthavnen er placeret mellem bjerge på en stejl klippeafsats. Forud for landingsbanen falder skråningen stejlt med 609 meter mod den nedenfor liggende dal. Landingsbanen er under 500 meter lang, hvilket er temmelig chokerende, når Heathrows nordlige bane til sammenligning måler mere end syv gange denne længde på 3,902 meter. Nogle gange er der slet intet el i lufthavnen. Piloterne skal derfor være i konstant kommunikation med luftkontrollerne under landing og letning.
Lukla lufthavn blev omdøbt i 2008. Eftersom mange eventyrlystne bjergbestigere rejser hertil, synes det oplagt, at ære de to første mennesker som besteg Mount Everest, nemlig Edmund Hillary og Sherpa Tenzing Norgay. Tenzing-Hillary blev således navnet på den farlige nepalesiske lufthavn.
Flyvningen mellem Kathmandu og Lukla foretages af blandt andre Nepal Airlines, Yeti Airlines og Agni Air.
Courchevel Airport i Frankrig
Courchevel Airport blev for første gang åbnet i 1961 for at øge turismen i det top-end alpine skisportssted. Det er i den grad en krævende landingsbane. Piloterne skal navigere gennem dybe bjergdale og lande på den berygtet korte bane på kun 537 meter, der ligger på en bjergside med en skrånende vinkel på 18,5 grader.
Udsigten gennem cockpiten er noget skræmmende. Takeoffs foregår ned ad en bakke, hvilket giver flyet luft under vingerne på rekordtid. Piloter skal have et særligt certifikat, før de kan lande her. James Bond var muligvis undtagelsen. Du kan se Bonds evner som pilot i filmen Tomorrow Never Dies fra 1997, hvor han netop flyver fra Courchevel Airport.
Toncontin International Airport, Tegucigalpa i Honduras
Bjerglufthavne er særlig udfordrende, og Toncontin International Airport er ingen undtagelse. Flyet skal for at lande i Toncontin lave en drastisk 45-graders vending gennem en dal af bjerge og boligkvarterer. Derefter skal piloten reducere sin højde ganske hurtigt for at lande i den skålformede dal, vel og mærke uden at skrabe det bjergrige terræn. Den vanskelige tilgang og de uforudsigelige vejrforhold, der er at finde i Honduras, gør Toncontin International Airport til en af de farligste landingsbaner i verden.
Gustaf III Airport på den caribiske ø St. Barthélemy
Den lille caribiske ø St. Barthélemy er kendt for sine strande, gourmetrestauranter og high-end designere. Men det er også hjemsted for Gustaf III Airport, der betragtes som en af de farligste og mest udfordrende lufthavne i verden. Den korte landingsbane på 650 meter ligger mellem en strand og et bjerg, hvilket gør det særdeles svært at nå ind til den. Der har allerede været alvorlige ulykker i Gustaf III lufthavn, og flere andre ulykker er blevet snævert undgået.
Madeira International Airport på den portugisiske ø Madeira
Madeira International Airport ligger i nærheden af byen Funchal på den portugisiske ø Madeira. Denne lufthavn var oprindeligt kendt for at være farlig på grund af sin korte bane på kun 1,6 km.
Efter en flyulykke i 1977 blev landingsbanen forlænget. Det var dog ikke muligt at udvide banen på fast grund, da Madeira Airport ligger på en klippeside. Derfor måtte man lave en tilbygning ud over Atlanterhavet med søjler.
Det var det brasilianske selskab, Andrade Gutierrez, der stod for den vanskelig udbygning. De vandt efterfølgende den eftertragtet konstruktionspris fra International Association for Bridge and Structural Engineering for det flotte arbejde, de havde lavet.
Men selv efter Madeiras landingsbaneforlængelse er lufthavnen kendt som en af de farligste i verden. Piloterne skal flyve direkte mod bjergene og først i sidste sekund tage et skarpt sving til højre for at lande.
Paro Airport i Himalaya, Bhutan
Paro Airport i Bhutan ligger mellem to 5 kilometer høje himalayanske bjerge. Denne lufthavn er blandt de farligste, da fly skal navigere mellem bjerge og kraftige vinde for at kunne lande på den smalle 1,9 km lange landingsbane.
Flyene må kun lande i løbet af dagen, når synligheden er bedst. Det er alt for farligt om natten. Måske lyder det ikke så farligt som Lukla. Men faktisk er Paro Airport så farlig, at kun otte piloter i verden er kvalificerede til at lande her. Det er da ret skræmmende at tænke på.
Princess Juliana International Airport i St. Maarten
De store wide-body passagerfly, der transporterer turister til St. Maarten, kræver mere end 2900 meter for at kunne lande sikkert. Hvad der gør den caribiske ø's lufthavn Princess Juliana farlig, er den teknisk korte landingsbane på kun 2000 meter. Indflyvningen foregår derfor over åbent hav over stranden Maho Beach, hvor solbadende turister befinder sig med under en afstand på 20 m. Strandgæster er før set blæst ud i vandet grundet trykket fra flyene.
Juancho E. Yrausquin Airport på øen Saba i De hollandske Antiller i Caribien
I 1963 byggede den hollandske caribiske ø Saba en 395 meter lang landingsbane: Juancho E. Yrausquin Airport. Lufthavnen ligger ved Flat Point i Lower Zion's Hill, og er kendt for at være den korteste kommercielle landingsbane i verden.
Lufthavnen er omgivet af høje bakker på den ene side og havet på den anden side. Der er bogstaveligt talt ingen plads til fejl. På grund af den korte længde er jetfly ikke i stand til at lande på Yrausquin. Kun tre fly er godkendt af luftfartsmyndighederne. Der er ingen flyvekontrolpersoner på Saba, hvilket gør opgaven endnu sværere.
Læs også om hvorfor rejser gør os lykkeligere, og hvorfor H.C Andersen skrev sit berømte citat; "At rejse er at leve".