I sidste uge var Lufthansa ramt af et stort it-nedbrud og efterfølgende strejke blandt tysk lufthavnspersonale i syv store lufthavne. Mere end 2.300 flyafgange er blevet aflyst, hvilket berørte 300.000 passagerer.
Tusindvis af flypassagerer med Lufthansa stod onsdag den 15. februar strandet grundet globalt it-nedbrud.
Blot to dage senere fredag den 17. februar måtte selskabet aflyse alle sine afgange fra syv tyske lufthavne efter at den tyske fagforening Verdi opfordrede til heldagsstrejker for medlemmer inden for luftfartssikkerhed, groundhandling og offentlige tjenester.
Strejken fandt sted i henholdsvist Frankfurt, München, Stuttgart, Hamborg, Dortmund, Hannover og Bremen.
To tredjedele af Tysklands flytrafik drives i disse syv lufthavne.
Den tyske fagforening Verdi kræver en lønstigning på 10,5 % til sine medlemmer. Verdi mener ikke, at selskaberne øgede deres ansattes løn nok i kølvandet på corona-pandemien og kaosset i lufthavnene i Europa sommeren 2022.
Ifølge Verdi har arbejdsgiverne tilbudt en lønstigning på 4,1 % fra 1. oktober 2023 med en løbetid på 27 måneder.
I en pressemeddelelse på Lufthansas hjemmeside beklager selskabet aflysningerne:
- Vi beklager den enorme effekt af denne advarselsstrejke, som udføres på bekostning af vores passagerer, siger Michael Niggemann, der er medlem af Lufthansas direktion. "Vi er ikke part i overenskomstforhandlingerne og har ingen indflydelse på det - ikke desto mindre er vores gæster og vi massivt berørt."
I alt er 2.340 flyafgange blevet aflyst hos de berørte flyselskaber, hvilket har forstyrret rejserne for mere end 295.000 passagerer, ifølge den tyske lufthavnsforening ADV.
Lufthansa tilbød alternative forbindelser og ombooking på togtjenester "hvor det er muligt".
Lufthansa forventede, at flytrafikken ville være "stort set tilbage til det normale" lørdag den 18. februar.
Kabelskader lammede flytrafikken hos Lufthansa onsdag
Allerede onsdag havde der været forsinkelser og aflysninger for titusindvis af passagerer med forbindelser via Frankfurt.
En kabelskade på en S-Bahn-linje i Frankfurt havde ført til en fejl i computersystemerne hos Lufthansa. I Frankfurt blev 242 af omkring 1000 planlagte flyvninger aflyst først på aftenen.
Alle indenrigsflyvninger blev aflyst. Internationale flyvninger var også påvirket af afbrydelsen. Det skrev Lufthansa i en pressemeddelelse.
Systemnedbruddet skabte problemer med check-in, boarding samt håndtering af passagerernes bagage.
Systemnedbruddet påvirkede alle flyselskaber i koncernen. Lufthansa Group ejer udover Lufthansa seks andre flyselskaber, herunder Eurowings, Brussels Airlines og Swiss og Edelweiss Air.
"Lufthansa beder berørte passagerer om at tjekke status for deres fly på selskabets app eller hjemmeside, inden de ankommer til lufthavnen. Passagerer med indenrigsflyvninger kan skifte til Deutsche Bahn indtil søndag," hedder det i pressemeddelelsen på Lufthansas hjemmeside.
Passagerer berørte af systemafbrydelsen på indenrigsflyvninger i Tyskland, blev bedt om at bestille en togbillet og ansøge om refusion på Lufthansas hjemmeside.
Læs også om det er for sent at få refusion, hvis du modtog en kupon fra flyselskabet?
SAS ramt af hacker-angreb tirsdag
Også det skandinaviske flyselskab SAS var i modvind sidste uge.
Et cyberangreb var tirsdag aften den 14. februar skyld i, at både selskabets hjemmeside og app var nede i flere timer. Dette fremgik i
en pressemeddelelse.
SAS opfordrede kunderne til ikke at logge ind og bruge deres app, da dette kunne lække andre brugeres kreditkortoplysninger og rejseoplysninger. Problemet er løst nu.
Der er dog stadig inden vished om, hvem der stod bag angrebet. SAS forsikrer om, at de undersøger sagen.
"Vi samarbejder altid med det nationale CAA (Civil Aviation Agency, red.), politiet og sikkerhedspolitiet, når det drejer sig om sikkerhedsspørgsmål – uanset hvilket problem det drejer sig om. Vi overvåger situationen nøje og fortsætter arbejdet med at analysere og evaluere angrebet og relaterede konsekvenser, samt træffe forebyggende foranstaltninger.
Læs også om hvad skal jeg gøre, hvis mit fly er blevet aflyst eller forsinket?