Vi har alle set ham: Manden med solbrillerne, hatten, sokkerne i sandalerne og et åbent kort i hånden. Han kigger forvirret rundt og undersøger sin guidebog nøje. En kvinde iført en hvid T-shirt kan ses længere nede ad gaden vinke med et menukort. Lettelse overstrømmer mandens ansigt, da han hæver hovedet fra guidebogen og traver videre i den "rigtige" retning. Han stopper for at tage et hurtigt billede af en fortovscafé, hvorefter han med hastige skridt fortsætter.
Turismebegrebet er et særdeles værdiladet ord i dag. Langt de fleste ser sig hellere som en nysgerrig rejsende, der tager glæde i det autentiske fremfor som en doven turist, der er fuldt optaget af at nå Rejseguidens Top-10-liste.
Er jeg turist eller rejsende? Spørger du sikkert dig selv.
Det sjove er, at vi alle på den ene eller anden måde er turister, når vi rejser. Ifølge ordbogen er en turist en person, der besøger et fjernt sted langt væk fra hjemmet for fornøjelses skyld. En definition som langt hen af vejen også gør sig gældende for rejsende.
Der er dog alligevel et par punkt, hvor turister og rejsende adskiller sig. Punkter som faktisk kan gøre din rejse mere spændende og mindeværdig. Du vil ved at følge disse 4 tips kunne få lidt mere ud af din rejse.
Tip 1: Lær om landet før du lander
Har du adgang til internettet eller et bibliotek, har du ingen undskyldning. Der er masser af muligheder for at lære om selv det mest mystiske sted i verden. Særligt romaner eller biografier af de mest berømte borgere ved dit rejsemål giver nuancer og dybde til stedet. Du kan afhængigt af dine personlige interesser finde kilder til lokalt musik eller bruge internettet til at lytte til den lokale radiostation. Udover at blive fortrolig med stedet og dets kultur, får du endnu mere engagement til din rejse.
Hvad skal du vide? Det afhænger selvfølgelig af dig, men der er visse grundlæggende ting, som man som turist eller rejsende bør vide. Det drejer sig om den fundamentale geografi, den lokale valuta, sprog, dialekt, hovedstad, større byer, usædvanlige skikke og eventuelle farer. Du kan gå i dybden med de områder, der interesserer dig.
Tip 2: Hav ikke travlt
”Jeg skal se X, Y og Z i dag, fordi jeg kommer måske aldrig tilbage til denne by igen.” Du ender med at miste al rejseglæden, hvis du jagter rundt til alle byens seværdigheder. Selvom om du kun er afsted på en kort visit, så lær at planlæg realistisk.
Prioriter de seværdigheder, du vil se og giv dem masser af tid. Dette inkluderer tid til at sidde i et kunstgalleri og nærstudere to malerier, opleve den lokale arkitektur eller besøge et gammelt slot og opleve historien bag. Der er ingen regel, der siger, at du skal besøge Eiffeltårnet, når du er i Paris.
Tip 3: Du har mere tilfælles med de lokale, end du tror
Du bør, mens du rejser, gøre en indsats for at lære de lokale folk at kende. Glo ikke på lokalbefolkningen, fordi de opfører sig på en måde, der ikke stemmer overens med dine forventninger, behandl dem ikke som sightseeing-objekter, og vigtigst af alt, tro ikke, at de har det dårligere, blot fordi de ikke har en Ipad eller aldrig har set lyd af en computer.
Rigtige rejsende ved, at mennesker er ligeså ens som nat og dag. Prøv at lær lidt af landets sprog, selvom det kun kan blive til et par ord. Man kommer langt med at kende følgende ord og vendinger på det lokale sprog;
- Hej / God Morgen / God Aften / God Nat
- Hvordan har du det?
- Fint tak. Og dig?
- Venligst / Ja tak.
- Tak
- Selv tak.
- Farvel.
- Ja.
- Nej.
- Jeg beklager / undskyld / undskyld mig.
- Hvad hedder du?
- Jeg er ... / Jeg hedder ...
- Dejligt at møde dig.
- Hvor er du fra?
- Jeg er fra…
- Hvor gammel er du?
- Jeg er ... år gammel.
- Jeg kan(ikke) lide...
Læs også hvorfor kultur er en vigtig del af at rejse.
Tip 4: Vær lokal
Der er meget sjældent en god grund til at besøge en fastfoodkæde, som du kender hjemmefra, når du endelig er i et nyt spændende land. Hvis du føler dig helt fortabt, så få råd fra en lokal til den bedste restaurant, eller om ikke andet blot følg din sunde fornuft og vælg det sted, som ser mest interessant ud.
Det samme gælder for indkvartering. Der er ikke noget værre end at tjekke ind på et hotel i det sydlige Thailand for så at gå ind på værelset og føle at man kunne være hvor som helst. Du rejser netop for at få nye oplevelser. Så hvorfor ikke omgiv sig med dem, hvor end det er muligt.
Læs også om du rejser med det forkerte formål.
Rejser har altid handlet om at skabe minder. Du må aldrig føle, at du skal rejse på en måde, som du ikke er fortrolig med - du er den eneste person, der virkelig kender den indflydelse, som rejsen har på dig selv. Når alt kommer til alt lærer og beriger vi vores liv gennem vores erfaringer. Og disse erfaringer vil ske, uanset om du er turist eller rejsende.