Mange gravide planlægger at udnytte den søde ventetid med en flyrejse til sydens sol. Det er normalt sikkert at flyve, mens du er gravid, og langt hen ad vejen er det intet problem at flyve som gravid.
Dog er der flere ting, som du skal være opmærksom på, des længere fremme i graviditeten du er. Navnlig for at sikre at du kan flyve afsted og også flyve tilbage hjem igen. De fleste flyselskaber vil ikke lade dig flyve efter uge 36 af graviditeten, eller uge 32 hvis du er gravid med tvillinger eller flere babyer.
Det er dog altid en god idé at undersøge flyselskabets regler inden du bestiller billet som gravid. De fleste flyselskaber har en grænse for, hvor langt henne i din graviditet du må være for at flyve med.
Det skal du gøre før, du flyver som gravid
Hvis du planlægger at rejse med fly, bør du diskutere det med din jordemoder eller læge først.
Nogle kvinder forsøger at undgå at rejse i de første 12-15 uger af graviditeten, fordi udmattelse og kvalme har en tendens til at være værre på dette tidlige stadium.
Før du bestiller dine billetter, skal du undersøge om netop det flyselskab, som du vil flyve med, tillader dig at flyve, mens du er gravid. De fleste flyselskaber kræver brev fra din jordemoder eller praktiserende læge i uge 28 af din graviditet, hvor de bekræfter;
- at du er sund og rask
- at du har en normal graviditet
- den forventede terminsdato
Nogle flyselskaber kan kræve lægeattest, hvis:
- din termin er mindre end 4 uger efter din afrejsedato
- der er komplikationer i forbindelse med graviditeten
- du er gravid med flere babyer
Undersøg dit flyselskab, da reglerne og kravene kan variere. Det anbefales dog ikke at flyve mindre end fire uger til terminsdatoen.
Risiko for blodpropper, når du flyver gravid
Flyvning i mere end 4 timer (langdistancerejser) øger din risiko for at få blodpropper (trombose). Det vides ikke, om denne risiko bliver højere, når du er gravid.
Du kan dog gøre meget for at undgå blodpropper. Du kan bl.a. lave strækøvelser i løbet af din flyvning, som øger blod- og næringsstofstrømmen til dine muskler.
Du kan læse om 10 gode strækøvelser til flyrejsen her.
Derudover er det en god idé at investere i et par flystrømper, eller kompressionsstrømper som de også hedder, særligt hvis du er gravid. Kompressionsstrømper er stramme ved anklerne og lidt løsere på læggene.
Brug af kompressionsstrømper hjælper med at transportere blod op i benene for at modvirke hævelse og blodpropper. Det er vigtigt, at du tager strømperne korrekt på, da de ellers vil gøre mere skade end gavn. Men bruger du kompressionsstrømper korrekt reducerer du din risiko for blodpropper og væske, der samler sig i benene, når du sidder stille for længe i flyet. Du kan købe kompressionsstrømper eller flystrømper på apoteket, men spørg først din læge til råds.
Du kan læse mere om kompressionsstrømper her.
Undgå for så vidt muligt at sidde for længe stille i flyet, når du er gravid. Spørg stewardessen om det er okay, at du går en lille tur i flyet. Det anbefales at gå rundt og strække hver 2. time på lange flyvninger, hvis det er muligt. Husk desuden at klæde dig i løst, komfortabelt tøj.
Drik rigeligt med vand
Vidste du, at din krop har brug for mere vand end normalt under graviditeten? Vand er særligt vigtigt for gravide til at bygge nyt væv, vedligeholde fostervand og transportere vigtige næringsstoffer til babyen. I flyet er luftfugtigheden lav, hvilket betyder, at du bliver nødt til at øge dit vandindtag endnu mere for at bekæmpe den ekstreme tørhed i kabinen.
Medbring en ekstra stor vandflaske og fyld den op, når du har passeret sikkerhedskontrollen. På den måde behøver du ikke bede stewardessen om et glas vand.
Læs også hvorfor det er vigtigt, at du drikker ekstra vand, når du flyver.