Norwegian har fået gode tilbagemeldinger efter introduktionen af digitale kuponer. De digitale kuponer benyttes allerede af førende flyselskaber, og de gør flyrejsen lettere i tilfælde af forsinkelser eller aflysninger.
Ifølge EU-forordningen 261/04 har passagerer foruden kompensation ret til forplejning, når forsinkelsen overskrider to timer. Ved forsinkelser over tre timer, som strækker sig over natten, skal passagerer tilbydes indkvartering og transport mellem lufthavnen.
De, som har oplevet en flyforsinkelse eller aflysning, ved, hvor kaotisk situationen omkring adgang til mad- og hotelkuponer kan være.
Hvert år må tusindvis af flypassagerer stå i lange køer, når deres fly er forsinket eller aflyst. Ofte ender de med at lægge ud fra egen lomme for efterfølgende at indsende kvitteringerne til det ansvarlige flyselskab. Og da flyselskaber kun betaler for ‘rimelige’ udgifter, kan det skabe en smule tvivl, for hvad menes der præcis med ”rimelige” udgifter?
Norwegian indførte tidligere i år et nyt system med det formål at forenkle sådanne situationer for sine rejsende. Systemet hedder
ICoupon, og er indtil videre implementeret i 230 forskellige lufthavn, blandt andet København og Aarhus lufthavn. Derudover benyttes ICoupon af over 130 flyselskaber, herunder KLM, SAS, British Airways, Lufthansa og Turkish Airlines.
ICoupon vil gælde for alle, der har ret til forplejning, herunder værdikuponer, fra flyselskabet. Desuden gælder ICoupon også for dem, der har brug for et hotelophold i tilfælde af mere omfattende forsinkelser.
Automatisk madkupon
Det nye er, at disse kuponer, som tidligere blev tildelt manuelt, nu er tilknyttet passagerens boardingkort digitalt.
Det er ganske enkelt. Når du har fundet salgsstedet, hvor du ønsker at spise, skal du blot scanne stregkoden på boardingkortet.
I stregkoden er dels flynummer, rejsedato og afrejselufthavn kodet, så boardingkortet kan matches med den voucher, flyselskabet har udstedt digitalt. Denne voucher kan så bruges som betalingsmiddel på salgsstedet.
De rejsende har indtil videre taget godt imod den nye ordning, ifølge pressechef hos Norwegian, Eline Skari:
"Siden lanceringen har vi fået mange positive tilbagemeldinger fra kunder, der synes, det er meget effektivt, og som synes, at det fungerer godt.”
Nemmere at få hoteller
Den anden løsning, kaldet Stranded Flight Solution, vil gøre det lettere for rejsende at få adgang til hoteller, når deres fly er alvorligt forsinket.
Passagerer vil modtage en besked fra Norwegian med et link til tilgængelige hoteller. De kan gennem dette link vælge, hvor de vil overnatte. Når passagererne har valgt deres hotel, vil booking og betaling automatisk blive håndteret af flyselskabet.
Rejsende behøver ikke længere at stå i kø ved skrankerne for at få tildelt en hotelvoucher. Dette gøres nemt digitalt på mobiltelefonen.
”Det betyder, at når de ankommer til hotellet, er bookingen allerede foretaget, og betalingen er trukket i flyselskabets system,” forklarer Skari
Norwegian oplyser, at antallet af hoteller afhænger af tilgængelighed og pris.
Læs også om sådan får du kompensation for et annulleret eller forsinket fly.