Den europæiske luftfartindustri fortsætter med at bevæge sig mod rekordåret 2019 – dog med store nationale variationer og ikke mindst en usikker fremtidig periode efter sommeren.
Luftfarttrafikken i Europa er ekstremt robust trods økonomisk modvind i første halvdel af 2023, idet industrien oplever en støt forbedring siden covid-19-krisetiderne.
Det fremgår af lufthavnenes branche-organisation, ACI EUROPE’s, netop offentliggjorte lufttrafikrapport, der dækker juni samt andet kvartal og først kvartal af 2023.
ACI Europes generaldirektør, Olivier Jankovec, bekræfter, at passagertrafikken er steget i løbet af de seneste seks måneder og nærmer sig en fuld genopretning.
”2023 er ikke 2019," siger han i pressemeddelelsen og fortsætter;
"Der er betydelige forskelle i resultaterne på tværs af de nationale markeder, og mængderne ligger stadig under niveauet før pandemien for mere end halvdelen (52 %) af Europas lufthavne.
Ikke desto mindre steg passagertrafikken på tværs af de europæiske lufthavne med +28,3 % i 1. halvår 2023 sammenlignet med samme periode sidste år.
Dog faldt passagermængderne 7,7 pct. i første halvår sammenlignet med samme periode i 2019.
Væksttempoet aftog i 2. kvartal (+16,3 %) sammenlignet med 1. kvartal (+49 %). Det afspejlede det faktum, at COVID-19-restriktionerne for rejser inden for Europa stort set var ophævet fra april sidste år.
Data viser også, at den internationale luftfartstrafik (+32,2 %) voksede dobbelt så hurtigt som indenrigstrafikken (+16,6 %).
Lavprisselskaber oplever voksende popularitet efter pandemien
Ifølge Jankovec har efterspørgslen på flyrejser indtil videre været ekstremt robust i betragtning af inflationen og de rekordhøje flybilletpriser siden begyndelsen af året.
De rejsende vælger i stigende grad at rejse med lavprisselskaber frem for traditionelle flyselskaber, der tilbyder mere komfort.
ACI Europe bemærker desuden, at forbrugerne i stigende grad vælger alternative løsninger til lufttransport, når de rejser inden for samme land. Det kan forklare, hvorfor indenrigsflytrafikken ikke er steget i samme hastighed som den internationale trafik. Folk vælger tog eller bil, når de rejser kortere distancer.
Luftfartsindustrien er fortsat usikker
Selvom europæiske lufthavne stadig oplever stor efterspørgsel på trods af inflationen, frygter Jankovec, at dette snart vil ophøre.
"Efter sommermånederne ser vi store nedadrettede risici og stor usikkerhed," forklarer han.
Den fremtidige makroøkonomiske situation i euroområdet og Storbritannien er uklar og kan snart forværres. Derudover vil mange borgernes opsparinger fra under pandemien være brugt i sommerferien.
Præstationsforskelle mellem de nationale markeder
Ifølge ACI halter Tyskland fortsat bagefter andre store europæiske markeder med hensyn til genopretning efter pandemien. De tyske lufthavne havde stadig 21,7 procent færre passagerer i juni 2023 sammenlignet med samme måned i 2019.
I den anden ende af skalaen klarede det italienske luftfartmarked sig fremragende – bedst af de fem største europæiske luftfartsmarkeder. Flytrafikken fra Italien i juni 2023 var 1,9 procent højere end i 2019.
Også de spanske (-2,8 % sammenlignet med juni 2019), storbritanniske (-6 %) samt franske (-8,3 %) lufthavne er kommet sig hurtigere end lufthavnene i Tyskland.
Heathrow (-4,3 procent) genetablerede sig som den travleste europæiske lufthavn i første halvår med 37 millioner passagerer. Det er blot 4,3 procent lavere end antallet i 2019.
Istanbul (+10,4 procent) kom på andenpladsen med 35,6 millioner passagerer og er dermed den eneste større lufthavn, der overgår sin præpandemiske passagertrafik.
Af andre lufthavne, der allerede har højere passagertrafik end før pandemien i år, kan nævnes Lissabon (en stigning på 8,7 procent i forhold til 2019), Athen (+7,3 procent) og Dublin (+1,5 procent).
Læs også om få overblik over de europæiske flystrejker.